Close

Jeg kan huske at jeg engang skrev en stil som jeg kaldte for den perfekte familie. Historien handlede om en dreng der boede alene i skoven, og fordi drengen boede alene, var han også meget ensom. Hans største drøm var at han en dag kunne få sin egen familie, men der var ingen gode feer i historien, så selv om han ventede og ventede, skete der aldrig noget. Til sidst besluttede han sig for at han selv måtte gøre noget. Han besluttede sig for at han selv måtte bygge sin familie. Den næste dag da drengen stod op, børstede han sine tænder og gik på lossepladsen. Der fandt han en arm, og der fandt han et ben, og efterhånden som tiden gik, fik han flere og flere dele til sin nye familie. Han placerede dem som store dukker i sit hjem, og han sørgede for at flytte rundt på dem, så de ikke skulle sidde det samme sted og stirre på de samme ting. Det var ikke noget let job for den lille dreng, for han måtte jo stadig selv gøre det hele. Men det var besværet værd. Det tænkte han alligevel. For hver eneste aften når huset blev fanget i mørke, så sad de der alle sammen. Så sad de der i stuen og så fjernsyn eller læste bøger. Og det bedste af det hele var at der aldrig var nogen der sagde noget. Det bedste af det hele var der altid bare var ganske stille når han sad der sammen med sin helt perfekte familie.

dolls_by_viggilannie.jpg