Close

Finnegans Wake

Jeg sidder på terrassen hjemme hos Freja, og Freja siger at hun har afsat hele eftermiddagen til at hjælpe mig i gang med mit pensum.

"Det' jo ikke ligefrem din stærke side" siger hun og ler og stabler bøger op på bordet foran mig. Hun siger at vi skal have styr på mine mål og prioriteter, og at det generelt gør livet nemmere at organisere sine projekter i en iPhone app. Hun siger at man kan lave lige så mange to do-lister som man har brug for, og at listerne både kan sorteres efter titel, dato og relevans. Hun viser mig nogle af sine egne lister "her er for eksempel min liste over bøger jeg skal huske at læse" siger hun.

Jeg spørger om hun virkelig har tænkt sig at læse Finnegans Wake, og hun kigger på displayet og tøver og siger så at dén måske mest er på listen for at se godt ud.

Hun sætter sig på den anden side af bordet og smører sine arme ind i sololie, og da hun er færdig, spørger hun om jeg kan huske at vi også læste Lykke-Per i påsken. "Det var lige her, og du havde ondt i hovedet" siger hun og klapper på bordpladen.

Jeg trækker på skuldrene og mumler at der vist har været mange dage med ondt i hovedet i år, og hun svarer at det sikkert er fordi jeg spiser for mange kulhydrater.

"Men jeg kan altså godt huske det" siger hun og stiller sololien fra sig "det var i påsken, og vi var lige kommet hjem fra Prag."

Senere går hun ind i køkkenet for at hente noget at drikke, og jeg sidder stadig bare og glor på den lange liste af titler. Jeg har svært ved at se hvornår jeg nogensinde skulle få glæde af at læse Lykke-Per, og jeg har svært ved at se en mening med hele mit pensum.

Freja kommer tilbage med to smoothies og siger at man kan like hendes Nepal-rejse med Lærke. Hun siger også at det er utroligt så mange billeder folk lægger op af de døde gadehunde, og at hun synes det er ulækkert og snart skal stoppe. Jeg spørger hvad det er for en lyd der kommer inde fra huset, og hun kigger op og siger at det bare er hendes mor, der altid græder når hun ser Desperate Housewifes.

Transient