Close

Min fars advokat

Min far er stadig rasende over det bordel der er startet op i samme karré som hans kontor. Han står på terrassen og taler med sin advokat, og han fnyser højlydt og siger at han vil skide på lovgivningen. Situationen er både skadelig for hans forretning og de brasilianske kvinder, pointerer han, men min fars advokat siger at han ikke får noget ud af at råbe.

Min fars advokat er en meget smuk kvinde, og min mor kommer flere gange ud på terrassen og stiller sig ved min far som hun kysser på kinden. Min fars advokat lægger nogle papirer frem på bordet og siger at de kun kan lukke bordellet hvis der er tale om rufferi, og det er jo meget svært at bevise, siger hun. Min mor sukker og siger at vi selv har bedt om alle de indvandrere, og så er det jo klart at de ender med at prostituere sig selv. Min far siger at indvandrerne i det mindste forstår værdien i sammenhold og klassiske dyder, men min mor ryster bare på hovedet og forlader terrassen.

Jeg lister ud af huset og skruer op for lyden på min iPod, og jeg tænker at jeg vil finde et sted at drikke en øl, men jeg ender i stedet med at gå forbi min gamle folkeskole hvor jeg står og stirrer på den mørklagte bygning. En schæferhund kommer luntende hen forbi indgangen, og den har fanget en fugl som den holder fast imellem sine kæber, og fuglen spjætter lidt med fødderne indtil schæferhunden kaster den ned i asfalten og slår den ihjel med begge poter. Da den begynder at gnave i selve hovedet, vender jeg mig om og går væk fra skolen.

Da jeg kommer tilbage til huset, sidder min mor alene i køkkenet, og jeg kan se at hun sidder med et vinglas og en kuglepen i hånden. Hun forsøger at skrive noget på en seddel, men hun skriver ikke noget, og hun sidder bare stille og stirrer ned i bordpladen, og da jeg kommer ud på badeværelset, står alle skabslåger åbne, og ved siden af håndvasken ligger der både panodiler og et plaster. Jeg går baglæns ud af rummet og lukker forsigtigt døren og går ind på mit værelse hvor jeg sætter mig i vindueskarmen og ryger smøger ud ad vinduet.

So_Long_and_Good_Night_by_twilightofmylife123.jpg